tirsdag den 29. oktober 2013

Uge 13 - This shit's gettin' real

Okay, der er for alvor gået krig i den her i vores ellers så fredelige og afslappende hverdag. Ikke bare lad-os-skrige-af-hinanden-og-få-det-overstået krig, men rigtig latterlig ottendeklasses tøsefight. Min lille skat fra Seattle har haft en hel del problemer med sin værtsfamilie. De tager sig ikke rigtig af hende, og de kunne egentlig ikke være med ligeglade med, hvordan hun har det. De betaler intet, tager hende ingen steder, og ja, de er bare ikke søde og elskende som alle andre brasilianere. Det er crazy. Hun har snakket en del med sin counsellor, hvilket er vores fortrolige kontaktperson gennem rotary. Han lyttede til alt, hvad hun havde at sige, og han ville derefter undersøge, hvad der skulle gøres. I stedet valgte han at fortælle alt til hendes værtsfamilie, hvilket nu har skabt utrolig dårlig stemning. Vi kan høre hinanden tygge under aftensmaden. Jeg har været en del sammen med hende den sidste uge, da det er meget svært for hende at klare det hele alene lige nu. Tingene var egentlig allerede nået til det punkt, hvor jeg vil kalde dem direkte ubehagelige at omgås med. Hendes mor skrev endda på facebook om, hvor uforberedt Adriana er, og at hun altid er i skide dårligt humør. (Skal lige siges, at hun er totalt det modsatte). I morges eskalerede det så ellers for alvor! Selvom jeg nu ikke troede, det kunne blive værre. Hendes mor stormede ind på toilettet og begyndte at råbe ad hende og kalde hende en løgner. Det var den mest akavet situation, jeg nogensinde har stået i, da hun ville have mig til at oversætte. Du gode gud. Mission få-Adriana-ud-inden-midnat sat i gang!

Ellers har weekenden været helt stille og rolig. Vi hyggede med Isabella og noget dejlig sushi fredag aften mmmhmhmmh. Lørdag var egentlig sat af til pooltime, men en lille fødsel kom lidt i vejen. Sig hej til Marcus, min lille nye guldklump af en fætter. 

Derefter skulle Adriana have møde med sin counsellor, så hun havde først mulighed for at komme ud til mig om aftenen. Det kræver jo en herlig hoppetur i en bus fra det 18. århundrede at besøge mig. Derfor brugte jeg hele lørdag eftermiddag på at snakke med min savnede dejlige bedsteven eller ex-kæreste, hvis det er mere passende. Det var præcis sådan en lørdag, jeg havde brug for, og det er lige præcis det, jeg ville gøre en lørdag eftermiddag derhjemme. Vi snakker om alt og intet, og vi er på ingen måder kommet længere væk fra hinanden. Han kender mig bedre end nogen anden og ved altid, hvad han skal sige. Vi har det så skide sjovt, når vi snakker sammen, og jeg kunne egentlig ikke ønske mig noget anderledes. Jeg vil altid være der for ham, og det er så dejligt at have en, der kan få mig til at smile, selv når han ikke er her. Elsker ham så meget. I sidste uge havde jeg også endelig Skype-date med Mille igen, faktisk kun anden gang! Hvor er det bare en heeeelt fantastisk opfindelse!!! Jeg er så glad for, at jeg kan beholde mine venskaber, og at mine venner og familie ved, hvilken pige der kommer hjem igen og, at jeg har en idé om, hvad der sker derhjemme. Tak til Janus Friis og Niklas Zennström (og wiki).

Senere lørdag var der rotaryfest på programmet, wuhu altid en fornøjelse. Gamle mennesker og mærkelig musik blandet med en god omgang plasticstole og bønner, skide skægt, hvis du spørger mig. Til jeres store overraskelse, tog vi relativt hurtigt hjem igen. Søndag brugte vi ved poolen, hvilket er samme sted, som vi brugte hele mandag. I dag er vi så tilbage i skolen, men kun til klokken elleve, da vi er inviteret til frokost. Huhu, velkommen til landet, hvor mad er vigtigere end skole. Jeg sidder lige nu og lytter til en heks af en kemi-lærer. Heks er hans kælenavn, og han omtaler altid sig selv som heksen, så det er ikke bare mig der er ondskabsfuld. Mennesker der omtaler sig selv i tredjeperson har seriøse problemer, men han er uden tvivl elevernes darling. Han laver en del sexjokes, hvilket er mere end normalt her. Han ville sidde bag tremmer, hvis han boede in the States. 

Jeg vil nu gå tilbage til at fokusere på at få indhentet lidt søvn inden al energi skal bruges på at redde snehvide fra den onde heks. (Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at næste skridt er, at de forgifter Adriana, eller i hvert fald noget, der minder om). Hav en fortsat god tirsdag. Det har været villo at sidde på den anden side af jorden og høre om væltede træer, udgangsforbud og døde mennekser. Mit søde lille land, håber alle har det fint!

tirsdag den 22. oktober 2013

Uge 12 - well that escalated quickly

Ja. Many things escalate quickly her nogen gange. Eller i hvert fald når det kommer til alt andet end aftaler, der rent faktisk skal komme styr på, eller problemer jeg virkelig gerne vil have ordnet. Der er de knap så skarpe og hurtige på aftrækkeren de kære brasilianere. Kan det vente til i morgen, så lad det endelig vente. No stress. Men jeg har nu efterhånden oplevet en hel del, der har udviklet sig en del anderledes, end jeg lige først havde regnet med.

For det første er det absolut ondssvage brasilianske vejr virkelig ved at udfodre min logiske sans. Det giver simpelthen lige så meget mening som at gå en tur med sin struds i snor (det virkede ellers som om de egentlig havde en hyggelig spadsertur). Det er komplet umuligt for ikke at sige latterligt irriterende, at man ikke kan forudse noget som helst. Alle de gange jeg har forsøgt mig med vejrudsigt, må den brasilianske Peter Tanev virkelig have haft sig en morsom stund på kontoret. Det er altid præcis det modsatte af, hvad du tror, og vejret kan ændre sig på sekunder. Jeg steg på skolebussen i dag i crazy stormvejr med regnstråler på størrelse med flagstænger og steg ud en time senere i 38 graders solskin. Hvad er det her for et sted. I Danmark er vejret lidt mere simpelt. Om efteråret kan du enten forvente en forholdsvis kold overskyet dag, en kold dag med blæst, en kold dag med regn eller en kold dag med regn og blæst. Meget nemmere at overskue. Thank God for at det trods alt er ved at være sommer. Velkommen til tiny bikinis og bare overkroppe.

Først besked siger: "mor, jeg sover her, I morgen tidlig tager jeg til borracharia, kys"
Der skal i Brasilien ikke meget mere end blot en fælles livret, ens computere, "jeg har set dig før" eller blot forkert nummer til, at man er mere end berettiget til at være venner på facebook. Jeg fik for et par uger siden en venneanmodning fra en smart fyr, der havde set mig på gaden, og derfor mente, at det var et tegn fra ham den store i himlen om, at vi burde være venner. Hvor hyggeligt altså. De har en forskruet tilgang til venskab, og de har allesammen flere venner, end jeg har spist m&m's i mit liv. 

Familieforholdet er en kæmpe del af at være udvekslingsstudent, og mit forhold til min helt igennem vidunderlige familie har udviklet sig voldsomt hurtigt. Jeg havde slet ikke troet, at jeg rent faktisk ville føle mig som en del af familien, men det gør jeg virkelig. Og min lillebror og jeg er begyndt at blive mere søskende. Det er skønt at genkende de dejlige kærlige søskendefølelser og have en at være total barnlig, mopset og latterlig overfor. Fuldt ud tilfreds, selvom edu og karo er hinandens modsætninger. Karo har altid travlt, det har han sjældent. Hun er pigen, der tager osten af maden, hvor han tager maden af osten. Men en ting har de til fælles, de er begge en del af min familie.

Ting der også udvikler sig rigtig hurtigt her er, hvor hurtigt folk bliver forelsket, eller nærmere hvor hurtigt drenge falder for mig og adriana. Du gode gud hvor er jeg glad for, at lyst hår og blå øjne er normalt i lille Danmark. Vi er blevet nogle små kællinger, men der skal da godt nok heller ikke meget mere end et enkelt uskyldigt "hej" til (eller oi om man vil) før beskeder som, "jeg vil have dig", "jeg er ked af det fordi du ikke vil kysse mig", "hvorfor svarer du ikke smukke?" og ikke mindre end "jeg vil slå op med min kæreste for dig" smadrer facebook-indbakken. Det kan man kalde at eskalere hurtigt, holy moly. Vi lider desværre begge af det gén der kaldes 'compation', hvilket kan give problemer, når det kommer til at skulle give vores ærlige mening. Vi prøver at gøre som i diverse film og smide en "det er ikke dig, men mig"-replik afsted, selvom det alligevel altid er ham, men hvad dælen. Vi er jo gode piger. Jeg er ikke vant til at det forvirrende hjerteknuseri. It just doesn't feel right. Men sjovt er det.

Og sidst men ikke mindst - tiden!! Jeg skifter familie om mindre end en måned, det vil sige, at så er en tredjedel af tiden gået. Jeg har alt for meget jeg skal nå. Og forresten endte den her uge med at blive alt andet end normal. Vi besluttede at sove i går og i morgen har vi fri. Adrianas mor besluttede heller intet mindre end at farve mit hår lyserødt med et lilla håndklæde. Det skulle åbentbart vaskes før brug. Barbie Kris, for alvor nu. Great.


søndag den 20. oktober 2013

Uge 12 - back to normal

Efter en nu snart overstået forårsferie, eller hvad man nu skal kalde det, er jeg godt udhvilet og klar til at indtage de famøse plasticstole i morgen tidlig. 
Hvis du lægger tasken på bordet (medbring blødt indhold), drejer armen et bestemt antal grader, skubber numsen godt tilbage, sidder en tilpas afstand fra aircondition-monsteret, tager musik i ørene og lukker øjene, kan du være heldig at finde en komfortable sove-position. Dog skal du være forberedt på ødelagte sovende lemmer, når du engang vågner.  


Vi fortsatte i god stil med at lave absolut så lidt som muligt, så ferien har egentlig mest af alt bestået af at sove. Søvn er en meget meget stor del af livet som udvekslingsstudent, jeg vil faktisk sige, at jeg nok har sovet mere, end jeg har været vågen de sidste ti dage. Jeg kan altid sove, og til min store glæde, er sengene faktisk ikke så ringe endda. Hvis jeg dog bare lige kunne bytte de 458 tæpper ud med min egen komfortable danske dyne, ville hver nat være himmelsk. Ovenikøbet drømmer jeg som en i helved hernede. Det er til tider virkelig irriterende, da jeg er vanvittig forvirret hver gang, jeg vågner. Jeg drømmer for det meste på engelsk, men med både danske og brasilianske personer. Jeg ved ikke om det bare er min forskruede hjerne, der har alt for meget at koncentrere sig om. Og ikke engang når jeg sover, kan jeg få pause fra alle tankerne. Heldigvis er det ikke fordi, jeg går og er deprimeret, tvært i mod faktisk. Jeg har det skide godt! Men derfor er det stadig udfordrende at lege "voksen" i et år. Ligegyldig hvad, er det tid en hver tid mig selv, der skal klare problemerne og tage stilling til alt. Det er hårdt engang i mellem, og jeg kan mærke, at jeg tænker meget. Men alt det ansvar er i sidste ende det, jeg lærer allermest af. Derfor nydes stunder som disse ekstra meget.

bette mus
tæpper ovenpå tæpper

Selvom størstedelen af ferien har forgået i vandret position, så har vi trods alt også hygget os. Den lille ferieby vi tog ud for at besøge, havde så valgt totalt at røvrende os med hensyn til vejret. Der kom vi ellers med en kuffert fyldt til renden med fine shorts, kjoler og toppe. Ha ha. Næ nej, vi snakker konstant regnvejr og ikke den milde af slagsen. Derfor var stedet nu stadig meget smukt, og vi følte os rigtig som en del af den brasiliansk kultur. Wuhu, se lige hvor fint det er

Min vildt nuttede værtsfar og jeg gyngede en del 
Regn med regn på
mere regn
hvert værelse havde sin egen fine hængekøje
De forstår at gøre vejskilte flotte, men misvisende. Ti point for kreativitet
Lille smuk gågade
Men vidunderlige værtsmor med Adri's hat
dukkehus/toilet
dukkehus/toilet
churrasco = grillhyggenygge
alt er bedre med ost
verdens bedste juice, lavet på frugten fra cashew-nødder

I morgen står programmet endelig på den sædvanlige hverdagsrutine, det glæder jeg mig faktisk til. Skole, juice, portugisisk, frokost, træning, conversation class, aftensnask, gossip girl og tidligt i seng. Ikke så ringe en hverdag, når det kommer til stykket. Og krydret med en masse dejlig solskin og i nærheden af tredive grader, er sommeren endelig på vej i min retning. Nyd blæsten og kulden i Danmark, ha

tirsdag den 15. oktober 2013

Uge 11 - Efterårsferie

Efterårsferie! Eller her er det mere springbreak vi er ude i. Det er helt fantastisk. Og jeg er rask igen, hvilket er endnu mere fantastisk. Da jeg var syg hele sidste uge, stod det også ned i lårfede stråler hele dagen hver dag. Men eftersom jeg nu er rask har den forstyrrede moder natur besluttet, at jeg skal forkæles en smule. Der har de sidste dage været fuld solskin og super dejligt vejr. Det har mig og Adriana i den grad også sørget for at udnytte. Vi har ligget de sidste tre dage ved poolen, kun afbrudt af små pauser med pão de queijo, selvfølgelig med et ekstra lag creamcheese på toppen. I selskab med et par mango og banan smoothies glider de rimelig let ned. 

Weekenden bestod ligeledes af precious tid ved poolen, dog i selskab med en hel masse andre. En af vores gode venner fra skolen holdte fødselsdag på deres "farm". Jeg vil nu mere kalde det en overdådig festmansion. Det var intet mindre end vidunderligt. Med en tilhørende indhegnet fodboldbane, pool, barbeque, dampbad, heste og en hel masse andet, kan en fest ikke blive andet end vellykket. Der blev fyrret op for de kolde øl, bongotrummer og sambadans.

I morgen smutter min familie, mig og Adriana afsted til en by et stykke væk herfra. Serra do Cípo. Siges at være et af de smukkeste steder i området med en masse fine vandfald. Vi skal bo på et lækkert resort og rigtig agere turister i fire dage. Vejret er heldigvis kun endnu bedre i feriebyen, så jeg vil ikke afvise, at der nok skal blive brugt et par timer ved poolen. Håber efterårsvejret er skønt i lille Danmark, jeg klager bestemt ikke. 

fredag den 11. oktober 2013

Uge 10 - Smil til verden eller sov

Velkommen indenfor til alle glade, positive og vidunderlige mennekser. Jeg har i dette opslag ikke den mindste trang til at skrive noget som helst negativt eller på nogen måde brokke mig over noget. Jeg er i et irriterende dejligt humør lige nu, og intet kan ødelægge min fantastiske opadgående kurve, og jeg har kun til hensigt at smitte alle omkring mig med mit sprudlende humør.

Ja okay, gid alt var så vel. Havde lige et "moment", men det er væk nu. Men ja, det er trods alt bedre. Jeg vil for en god ordens skyld også lige sige velkommen til alle mutte eller triste skabninger, eller personer, der på anden måde har sig en røv-dag, I har også mere end lov til at læse med. 

Medicinen virker gudskelov, og jeg kan ikke længere mærke noget som helst i min hals. Eller det vil sige, der er stadig helt lukket til, så jeg kan ikke rigtig klemme ordentlig føde ned endnu, men det gode ved det hele er, at jeg overhovedet ikke kan mærke smerten mere. Af den grund er min mave stadig et godt mix af suppe, yoghurt og forskellige slags juice, hvilket jeg egentlig er ved at være træt af. Men mit nye motto virkede for mig, og jeg er helt på toppen igen.
Det er mig stadig en gåde, hvordan altædende madelskende Kris har formået at tabe sig i et land som Brasilien. Egentlig, til min store overraskelse, siger maden mig ikke det helt store. For mig er det meget ensformigt og jeg savner i den grad aftensmad. Det er et måltid, der i Brasilien fungerer lige så godt som den amerikanske regering - altså overhovedet ikke. De kan ikke finde ud af aftensmad. De vender og drejer det dagligt, men nej, det duer bare ikke. Defor står den oftest på rester fra frokosten, der på mange måde minder om det vi fik dagen før, som var rester af det vi fik dagen før den dag. Forvirrende? Faktisk ikke. Det betyder bare at hvert enkelt måltid på dagen minder utrolig meget om alle de andre måltider alle de andre dage. Krydderier er lige så ofte brugt som toiletskyl, så heller ikke smagsløgene risikerer at blive overrasket. Men det er fint. Min familie er meget fokuseret på, hvad jeg gerne vil have, og hvad jeg godt kan lide. Så de gør deres bedste, og det elsker jeg dem for. Det er ikke deres skyld at maden her er så langt fra frikadeller og brun sovs.

Noget de til gengæld er fremragende til, og som højst sandsynlig bliver min i øjeblikket slanke krops undergang på et tidspunkt er snacksene. Alle de små lækre blandinger af brød og ost og kage og frugt og chokolade og is og alverdens andre gode sager. Ja nu kan vi snakke om mundvand i bevægelse, fy for dælen det er lækkert. Og deres enorme forbrug af friskpresset juice er uovertruffent. En normal hverdag, hvad angår mad, ser nogenlunde sådan ud for mig (vi ser lige bort fra, at jeg ikke spiser i de her dage): 
05:41 - en dejlig omgang havregrød med banan. (Normale mennesker her spiser ikke morgenmad, men som I sikkert har opfattet, hører jeg ikke ind under kategorien 'normal')
09:36 - drikker for det meste en juice eller spiser en müslibar. I stunder som disse ville jeg give min højre arm for én af daddy's himmelske kyllingebacon sandwiches. Hvor skal man bare lære at sætte pris på de små ting i livet..
Mandag, onsdag og fredag 11:48 eller 12:48 (afhængig af, hvornår vi får fri fra plasticfængslet) - nyder Adriana og jeg en halv liter friskpresset et eller andet, med en tilhørende mixto, også i Danmark kendt som toast. Prominent.

Tirsdag og torsdag 14:22 - frokost lavet af min vidunderlige hushjælp. Ris, bønner, en form for kartoffel med dertilhørende kød, kylling eller fisk. Smagen af dyret er stort set den sammen hvad enten, det har sagt muh, kykeliky, blob eller øf, da det engang var levende.
Efter frokost spiser jeg sjældent et rigtig måltid igen. For det meste er det forskellige snacks af en eller anden art resten af aftenen. Og for at være ærlig opdager jeg ikke selv, hvis jeg glemmer at spise.

Kære dejlige søde fantastiske hostmor. Dette var ikke en kritisering af, hvordan du fodrer mig, men blot en illustrering af maden i Brasilien. Du skal ikke ændre på noget.

Derudover har jeg fået pakke hjemmefra!!! De var også ved at være godt trætte af, at jeg gik og snakkede om den hele tiden, men nu er den her. ENDELIG. Elsker alt, hvad der var i den, og jeg magter overhovedet ikke nævne det hele. Men hovedpunkterne er uden tvivl tøj, breve og slik. Derudover rugboller, eller en færdigpakke til at lave dem, og to enestående dåser leverpostej. Nu går der snart bagekone i mig, kan jeg mærke. Der blev bl.a. også plads til et meget vigtigt smykke, Zendium, panodiler, renseservietter, make-up og ikke mindst tampax. Jeg er nu en meget meget glad pige og føler, at jeg har lidt mere af mig selv med i Brasilien. Hvor har jeg bare de bedste mennesker til at vente på mig derhjemme. Min dejlige familie, og mine to bonusfamilier Vibeke, Nico, Kat og lillarne og Nuni, Tud, Christian, Lisa og Mari. Og så selvfølgelig Mille og Musen. Elsker dem alle sammen så højt. Jeg var måske også en smule ivrig med kassen.

Ellers ser jeg frem til en dejlig weekend. I dag har jeg været i skole, senere kommer Adriana til Inhaúma og guffer açai med mig, og i aften smutter vi til koncert med Marina. Adriana skal bo ved mig her i ferien (ja vi har springbreak nu), da hendes familie stadig er skingrende skør. De har nærmest bedt hende om at give dem noget tid alene, så det gør hun så nu. Hun lider ligesom mig på ingen måder af hjemve længere, dermed ser jeg min hold-Adriana-beskæftiget-så-hun-ikke-bliver-til-en-deprimeret-version-af-"1.måned"-Kris for fuldført. Selvfølgelig savner jeg nogle ting og nogle mennekser ind i mellem, men det gør mig sjældent trist, bare glad for, at jeg ved, at jeg med sikkerhed vender tilbage engang alt for snart.

Kampen senere i dag er ved at tage livet af mig, jeg vil SÅ gerne have, at Danmark kvalificerer sig. Jeg krydser dermed alt, hvad der krydses kan og finder de danske flag frem fra skuffen. Kom så Danmark


tirsdag den 8. oktober 2013

Uge 10 - På den igen

Kender i de dage, hvor man bare vil ønske, at man kunne trykke på slukknappen og først tænde, når alt er godt igen. Sådan en dag har jeg i dag. Sådan var i går også, og sådan bliver i morgen helt sikkert også. Jeg vil bare gerne forsvinde i et par dage, er det for meget at bede om? 

Efter en vild weekend og en foregående travl uge, er jeg blevet syg, sådan rigtig syg. Igen. Jeg kan hverken spise, drikke, sove, smile, gå eller tale. Jeg har fået en stor byld i venstre side af halsen, en form for infektion. Jeg har haft det før, og genkendte følelsen med det samme. Det gør så forfærdelig ondt, da den spærrer halvdelen af halsen, så det er umuligt at få noget ned, uden at jeg nærmest giver mig til at skrige. Det er uden tvivl slet ikke til at holde ud at være vågen, når jeg overhovedet ikke kan synke. Derfor prøver jeg at sove hele dagen, hvilket så resulterer i, at jeg sover forfærdeligt om natten. Hver gang jeg vågner, har jeg problemer med at trække vejret, og hele min mund føles tør og klistret på samme tid.

Jeg fortalte mine værtsforældre i går, at jeg var nødt til at tage til lægen. Sidste gang fik jeg nemlig en kæmpe penicillinkur af lægerne i Danmark, som efter adskillige dage i sengen fjernede bylden. Det tog den brasilianske læge omkring fem sekunder at undersøge mig, virkelig, og jeg overdriver ikke engang (eller underdriver? Åh nej, jeg er ved at blive dårlig til dansk). Sammenlagt var jeg inde ved lægen i omkring 30 sekunder. I Danmark tog det dem lang tid at undersøge mig, da sådan en stor byld ikke er en almindelig halsbetændelse. Det gør mig lidt nervøs, at hun åbenbart efter et enkelt "aaaah" fra min side vidste præcis, hvilket medicin jeg burde få. Men i hvert fald er jeg nu i gang med en benhård penicillinkur, og ikke andet end flydende mad i ti dage. Men det er til gengæld også svært nok at få ned. Jeg beder til, at det snart begynder at virke, for indtil videre kan jeg ingen forskel mærke.


Nu vil jeg så gå i krig med netflix, og se om jeg kan få min svage krop til at tænke på noget andet. Der regner også som en i helvede de her dage, så det gør måske ikke så meget, at jeg kan ligge her og putte. Jeg føler mig uden tvivl helt tappet for kræfter, og jeg ligner nok mest af alt den rynkede, slatne og rådne fersken, jeg har liggende i min skoletaske. Men det er bare alt for hårdt at fjerne den. Den må lide med mig. 
Heldigvis har jeg min bedste ven ved min side. Gud hvor har den lille hårtot været meget igennem. En hel del tårer, kram, smil og kys, og nu har jeg sikkert også smittet den. Pato<3



onsdag den 2. oktober 2013

Uge 9 - Døde aber og fuglelort

For det første, UGE 9???? Holy moly det går stærkt efterhånden 

Endnu engang kan jeg forsikre alle om, at jeg har det helt vidunderligt. Det er virkelig gået op for mig, hvor heldig jeg er. Brasilien har det mest fantastiske folk i verden, og jeg nyder, at jeg altid er omgivet er superglade, omsorgsfulde og interesserede mennesker. Og jeg er kommet rigtig tæt på mange af dem efterhånden, og jeg føler egentlig, at jeg kan være mig selv i deres selskab. 
Mit portugisisk går laaaangt bedre, og jeg kan nu endelig forklare mig ordentligt med hensyn til det meste. Det gør det også meget lettere for mig at lave aftaler og lægge planer både i hverdagene og i weekenderne. Min hverdag er fyldt fuldstændig ud, og jeg keder mig rigtig sjældent. Og når jeg gør, nyder jeg det egentlig. Så har jeg mulighed at snakke med folk derhjemme, gennemgå diverse nyhedssites for ikke at føle mig helt fortabt, når det kommer til, hvad der foregår i Danmark eller bare sove en ekstra time. Søvn er uden tvivl min bedste ven. Hold da op, hvor er jeg gennemsmadret når klokken er over otte, puha. 
Udsigt over søen i byen, er det ikke smukt?


Weekenden gik mest med at introducere Adriana for alle pigerne og drengene. Vi tog i shoppingcenteret og fik sushi fredag  og festede lørdag aften. Hele lørdagen brugte vi i Belo Horizonte, da det var min skønne småbøssede lillebrors fødselsdag. Hans yndlingsting i verden er Katy Perry, romantiske komedier og chokolade. Han kan ikke lide fodbold og drengene på hans årgang bryder han sig ikke rigtig om. Så han bruger det meste af sin tid på at diskutere Disneystjerner og mode med tøserne. Men han er en helt fantastisk person, og vi havde derfor dedikeret dagen udelukkende til ham. Vi var i forlystelsespark, ude at spise og i zoologisk have. Zoologisk have skuffede mig dog en del. Aberne var døde (hvorfor vides ikke??😱😱), slangerne havde stress og løverne, tigerne og leoparderne havde besluttet at sove dagen væk. Men de havde nogle meget fine fugle og ænder. 


Mandag og tirsdag har været et par sære dage. Adri og jeg har ikke rigtig haft heldet med os og så på en måde alligevel. Mandag havde vi fri klokken elleve, da vi havde portugisisk kvart i tolv. Vi var endnu engang uheldige med vores lærer (vi har to vi godt kan lide, og tre vi helst vil undgå). Min taxa ville først komme senere, så vi havde en time til lige at få en juice i byen. På vej mod centro vælger en irriterende sort lorte fugl at skide netop som jeg passerer under træet. Det resulterede i fuglelort fra skulderen til låret, super. Men en flink mand lånte os et toilet. Mandag aften havde vi "conversation class", hvilket er vores betaling for portugisisktimerne. Vi skal snakke med eleverne på engelsk og lære dem om vores lande. 
 
Tirsdag havde vores klasse test, så vi skulle ikke i skole. Derfor sov vi LÆNGE og hyggede os det meste af dagen med Adriana's mystiske hostmor. Eller jeg hyggede mig, for hun elsker mig, og hun fortæller konstant andre folk, at jeg er hendes datter, hvilket jeg på ingen måde er. Adriana derimod bryder hun sig ikke rigtig om, og hun omtaler hende for det meste bare som en amerikansk pige, der er på besøg. Det er så sært. Hendes mor ville uden tvivl hellere have mig boende end Adriana, hvilket tit gør, at jeg synes det er meget akavet at besøge dem.

Tirsdag aften skulle jeg sove hos Marina, da Adri og jeg skulle holde præsentationer for hendes fars rotaryklub. Det var egentlig en hyggelig aften til trods for at de fleste rotary mænd er en flok sære flødeboller, der smiler perverst ligegyldigt, hvad du siger.

Den til dato bedste kage, jeg har fortryllet mine smagsløg med. Stort kys til Marinas hushjælp. Elsker alt ved hende og hendes familie. 

Weekenden bliver endnu engang usædvanlig og helt igennem wonderful. Glæder som en lille baby. Adriana og jeg skal til Rotex-fest i BH fredag (tidligere udvekslingsstudenter fra de sidste par år, der samles igen. Kendt som de mest vanvittige og fantastiske fester). Vi skal bo ved en pige fra Rotex hele weekenden, vi har aldrig mødt hende før, og alligevel tilbyder hun, at vi kan bo hos hende så længe, vi har lyst. Gæstfriheden i det her land burde anerkendes worldwide, som et krav i alle kulturer, wow. Lørdag står den på maks rive-bøjler-og-tømme-kreditkort-dag, når vi endelig har muligheden. Lørdag aften har min gode ven Rodrigo planlagt for os, men det er stadig en hemmlighed, så vi er spændte. Højst sandsynlig har han slet ikke planlagt noget endnu, men hvis han bailer har vi heldigvis en hel bunke fantastiske udvekslingsstudenter lige i nærheden, jeg elsker den by. Over tre millioner haha, det er jo mere end halvdelen af Danmark. Jeg føler mig så mini her. Ingen kender mit land, og langt de fleste tror, at det befinder sig nord for Canada. En flok istapper, der går rundt og fanger fisk og synger Vimmersvej. Velkommen til Danmark. Dog er de meget imponeret, når jeg fortæller om bacon og lego. Og BARBIESANGEN. 

De næste par dage står på hårfarvning (er ved at skide i bukserne), afslapningsdag ved poolen, fitness og en hel del søvn, inden weekenden smadrer søvnrytmen endnu engang.

Derudover er jeg ved at gøre mig mentalt klar til Danmarks sidste VM-kval kampe her i oktober. Hele min familie her og en kæmpe bunke af mine venner hepper det bedste, de har lært, da avancement betyder, at i hvert fald min far kommer på visit til juni, og ham vil de alle gerne møde. Det er en spinkel chance, men håbet og troen lever stadig!

Forresten TUSINDE TAK til alle der læser med. Elsker jer.