mandag den 16. juni 2014

DANMARK


Jeg skylder vist en forklaring. WOW hvor jeg skylder en forklaring. Hvorfor er jeg hjemme i Danmark? Hvorfor var der ingen, der vidste det? Hvorfor smutte få dage før VM? Er jeg blevet smidt hjem? Har det bare været en løgn hele tiden? Og ja, jeg skal nok prøve at svare på det hele, så godt jeg kan. Jeg ved, at mange undrer sig og kræver en eller anden form for bekendtgørelse for, hvad fanden jeg har haft gang i. Det ved jeg fordi, jeg kan følge med i hvor mange, der klikker sig ind på min forskruede beretninger, og jeg skal da lige love for, at mit sidste indlæg enten er helt utrolig interessant eller også sidder der en flok forvirrede læsere og prøver at finde hoved og hale i det hele. Det skal da også siges, at jeg mig selv har været ret rundt på gulvet, og hele den her enorme omvæltning skete så forbandet hurtigt.

Jeg kan starte med at slå to ting fast. NEJ, jeg blev ikke smidt hjem og NEJ, det har ikke været en løgn hele tiden. Min planlagte hjemrejse dato var sandt nok d. 16. Juli. Der ligger en hel masse forklaringer til grund for, at jeg SELV valgte sammen med min distriktscounselor og europæiske rejseforsikring at rejse hjem før tid.

Forklaring del 1:
Jeg kom hjem fra min rejse til Amazonas med en underlig fornemmelse i maven. Jeg var kommet på kant med mine ”bedste veninder” på turen, da vi i bund og grund bare er så vidt forskellige mennesker og har så svært ved at se situationerne fra hinandens synsvinkler. Jeg syntes, de var latterlige og omvendt. Men hele vores pressede situation, som har ligget og ulmet under overfladen i mange uger, gav mig en chance for at være totalt ”single” på venindenfronten, hvis det giver mening. Jeg indså på de ti dage, hvor utrolig nemt, det er at være veninder, og hvor let jeg egentlig har ved at finde mig tilrette blandt søde dejlige piger, der er så meget tættere på, hvem jeg er. Det gjorde ondt at tage hjem til Sete Lagoas igen, og jeg vidste, at jeg havde nået et punkt, hvor jeg ikke kunne opholde en facade meget længere. Jeg var ked af det. Sådan ked af det, hvor jeg græd hver eneste aften, og følte mig helt tappet for kræfter. Hårdknuden mellem mine veninder og jeg blev reddet ud på den måde, hvor jeg argumenterede mig til at opnå den konklusion, at jeg er mere stædig end hende. Selvom det virkede som en ærlig snak, var det endnu en lad-os-skubbe-det-ind-under-gulvtæppet-vi-har-brug-for-hinanden-samtale, hvor alt endnu engang blev gemt af vejen. Vi fokuserede mere på at redde hinandens sidste måneder, end på rent faktisk at løse problemerne. For at være ærlig har det været undervejs i lang tid, og det blev svære og svære for mig at finde grunde til, hvorfor de var mine veninder. Det åd mig op indefra, og jeg savnede den følelse af, hvor glad mine venner og veninder normalt gjorde mig. Det blev bare for svært.

Forklaring del 2:
Grundet mine problemer med de engelsktalende tøser, besluttede jeg at søge hen til mine brasilianske veninder. Det ledte til en fest, hvor jeg endte med at gå hjem med den mest nedgørende fornemmelse i maven. Jeg har før oplevet at have nogle grimme oplevelser med den brasilianske kultur, når det kommer til deres score-metoder. Normalt er det kun i sjov, og jeg har efterhånden vænnet mig til at skulle passe på og vide, at de ikke mener noget dårligt med det. Men jeg havde en træls oplevelse, hvor en af mine ellers gode venner virkelig gik over stregen, og jeg endte lukket inde på et værelse fuldstændig i chok over, hvad der var i gang med at ske. Jeg kæmpede med de kræfter, jeg kunne finde, og tårerne trillede ned af mine kinder. Først da jeg fandt min stemme igen og var i stand til at råbe, blev han afbrudt af en, der gik ind af døren. Der skete ikke mere, og han blev heldigvis stoppet i rette tid, men jeg var så ufatteligt bange. Det værste ved brasilianere er bare, at de ikke kan se, hvorfor det er forkert. Det er deres natur, at man som pige giver efter. Det er et kæmpe problem, og det er bevist at over 65% af den brasilianske befolkning mener, at det er pigens eget ansvar, hvis hun bliver voldtaget, hvis hun vel og mærket ikke har dækket ben og arme til. Jeg gik til nogle af mine bedste venner i håb om, at de ville kunne se min side af sagen og forstå, hvorfor jeg blev ked af det. Men de valgte enten at forsøge selv at kysse mig eller blot sige, at han altså er en god person. Det er det mest irriterende udtryk i det brasilianske sprog: ”Mas ele é gente boa”
à ”Men han er et godt menneske”. Det er jeg da røvligeglad med. Hvis han ikke kan respektere en kvinde, når hun siger nej, så har han nogle alvorlige problemer, der skygger en stor smule for det gode menneske, han så nu engang er. Da jeg så hverken følte mig tilpas eller forstået blandt mine brasilianske veninder og venner, var det på en måde endnu en brændt bro, og det gjorde ikke mit humør bedre at sidde tilbage med en kæmpe klump i maven over, hvorvidt det er okay eller ej.

Forklaring del 3:
Rotary ville have mig til at flytte. Ligegyldig hvor meget jeg benægtede det overfor mine værtsforældre og min rotary klub, var det bare en afgørende faktor i min beslutning om at rejse hjem. Jeg havde til hensigt fra starten af min udveksling at give min tredje værts-”familie” en chance, men eftersom ingen af de løfter, de havde givet mig, holdte stik, begyndte jeg virkelig at kæmpe for at få ændret den beslutning. Vi var bare et utrolig dårligt match, og den gensidige irritation var ikke til at tage fejl af. Alligevel valgte Rotary at fortsætte deres ligegyldige holdning til min lykke og mine behov. Jeg var så frygteligt ked af at skulle flytte, og jeg prøvede alt, hvad jeg kunne for at få det ændret. Jeg ville normalt glæde mig til at prøve noget nyt, og det er en del af udveksling at få et tæt forhold til sine familier, for derefter at flytte. Jeg kunne bare ikke længere se det positive i noget som helst, og det hele begyndte bare at falde sammen for mig.

Forklaring del 4:
Alle de forrige forklaringer giver lidt et billede af en smådeprimeret kris, men faktisk er det hele blevet kraftigt provokeret af del 4. Jeg har nemlig været syg. Sådan rigtig irriterende syg, hvor jeg har ligget vågen en del nætter og hostet en gang i minuttet. Lægerne gætter på, at jeg fangede en form for infektion i Amazonas, som satte sig på mine lunger og luftveje. Det resulterede i, at jeg i flere uger vågnede om natten, fordi jeg stoppede med at trække vejret. Jeg vækkede hver gang mig selv, da jeg selvfølgelig begyndte at hoste voldsomt. Det ødelagde min nattesøvn, hvilket gav mig følgesygdomme som hovedpine og ondt i maven forsaget af søvnmangel. Min krop blev rigtig træt, og jeg brugte dagene i sengen. Da min mor måtte opgive med sine hjemmeskolede medicinske evner og underlige eksperimenter, tog hun mig med på hospitalet. Der brugte jeg de næste tre dage med underlige slanger og masker, som skulle holde mig kørende nætterne igennem. Efter en masse forskellige prøver og gentagnende forsøg på at lave så mange små huller indtil mine blodårer som muligt, fik jeg konstateret, at de ikke kunne konstatere noget. Eller jo, men det de nu engang fandt frem til, fandtes der ikke en oversættelse af. Jeg fik en masse medicin med hjem, med besked om at sove med iltmaske og ellers prøve så vidt muligt at holde mig i gang. Min krop var fuldstændig drænet, og jeg blev mere og mere trist over hele situationen. Jeg havde været småsyg allerede inden min rejse til Amazonas, og min tilstand var i den grad blev forværret.

Totalt sammenbrud:
En søndag aften for ikke mere end tre uger siden, så jeg mig nødsaget til at ringe til min mor, som ellers sad og hyggede sig i morgensolen i Tyrkiet. Jeg kunne simpelthen bare ikke mere. Min verden var ved at falde fra hinanden og på grund af min sygdom, havde jeg ikke længere kræfterne til, hverken at se det positive eller kæmpe imod det negative. Jeg var bare færdig, og selvom min mor ellers prøvede at snakke mig på bedre tanker, kunne hun godt se, at jeg var ved at være langt nede. Jeg var lidt nået til det punkt, hvor jeg ikke vidste, hvor meget af min sygdom, der var fysisk og, hvor meget der var mentalt. Jeg blev bare nødt til at stoppe, før jeg ødelagde mig selv fuldstændig. På det tidspunkt var jeg slet ikke klar over, at det var en mulighed at komme tidligere hjem. Jeg sendte en mail til min distriktscounselor og ringede morgenen efter til min forsikring blot for at forklare min situation. De rådede mig begge til at tage den beslutning, der føltes rigtig for mig, og de mente begge, at det ville være sundt for mig at rejse hjem og komme tilbage i trygge omgivelser. Jeg tænkte hele natten over min beslutning, hvor plus siden for at tage hjem blev større og større. Faktisk havde jeg også gennemført mit ophold, da et ”udvekslingsår” svarer til 10 måneder. Så jeg har det godt med ikke at have "fejlet" som udvekslingsstudent. Jeg var derfor hurtigt godkendt til at rejse hjem, da det også var af sundhedsmæssige årsager. De gav mig en besked der lød: Forbered dig på at rejse om to uger. Mere hørte jeg ikke den næste uge.

Min snu veninde:
Som den ALLER første skrev jeg en besked til Emilie om, at jeg snart sad på flyet hjem, og midt i al den pludselige ekstase, kom vi i tanke om, hvilken magt jeg besad på det tidspunkt. Magten til helt igennem at overraske mine venner så uhyrlig meget. Vi planlagde, at jeg skulle komme hjem som en hemmelighed, hvorefter hun så ville invitere alle mine tætteste venner over for at planlægge et surpriseparty, som de ville holde for mig d. 17. Juli, hvor jeg havde min planlagte hjemkomst. Selvfølgelig vidste min familie det, og jeg valgte selv også at fortælle det til Rasmus, da jeg følte, at det ville være unfair overfor ham ikke at forberede ham på det. Det er den helt store grund til at stort set INGEN vidste, at jeg var på vej hjem.

Departure:
Mandag d. 2 Juni vågnede jeg op til en heeeeel masse e-mails og beskeder fra min kære mor og far. De havde endelig fået fastlagt min dato, hvilket var d. 7. Juni, altså kun fem dage senere. Jeg fik pludselig travlt med at styrte rundt og sige farvel til alle mine dejlige brasilianere. Det kan godt være at de gav mig en hård tid den sidste måned, men jeg har trods alt haft så mange fantastiske oplevelser med så mange dejlige mennesker, som fortjente et ordentligt farvel. Jeg havde nogle hyggelige sidste fester og pizza-aftner. Jeg blev de sidste dage rigtig ked af at skulle sige farvel til min utrolig skønne familie, som klart har været den bedste del af min udveksling, men jeg vidste også, at jeg havde taget den rigtige beslutning. Lørdag morgen tog begge mine familier og Adriana og Darci med i lufthavnen for at sige et sidste farvel. Jeg er så dårlig til sådan nogle situationer og ligesom, da jeg rejste fra Danmark, kunne jeg bare ikke græde. Det var lidt akavet, da de stod der og hylede alle sammen, men for mig var det virkelig en lettelse på mange måder. Lige så glad som jeg har været for mit ophold i skøre Brasilien, lige så fast en fornemmelse havde jeg af, at det er her var nok for mig. Jeg fik oplevede det, jeg kom for, og jeg har lært utrolig meget om mig selv og om verden. Jeg vil aldrig fortryde, at jeg rejste, men det er bestemt heller ikke noget for alle. Brasilien beviste hvor fantastisk et land, jeg er født i, og hvor heldig jeg er med at leve det liv, jeg lever. Vi skal være så stolte af vores danske kultur og ikke være bange for at lade os inspirere af verden omkring os, men omfavne de mange forskelligheder, vi kan lære så meget af. Vi har så utrolig solidt et fundament, så der er masser af plads til at åbne op, med en sikkerhed om altid at kunne finde tilbage til der, hvor vi hører hjemme.

Hjemkomst:
Mine første dage i Danmark har været over alle forventninger. Jeg døjer en lille smule med min vejrtrækning stadigvæk, men jeg er klart i bedring. Desuden er det en omgang bullshit, at man ikke skal forvente, at komme tilbage til ens gamle liv efter udveksling. Jeg er blevet SÅ glædeligt overrasket. Alle har været så dejlige og begejstrede for at se mig igen, og det føles slet ikke som om, at jeg har været væk. Det kommer vel bare an på, hvor gode venner man har. Jeg havde næsten glemt, hvor herlige mine venner er og, hvor meget de elsker mig præcis for den lille stædige, underlige, halvt alkoholiske kris, jeg er. Det er den bedste følelse at komme hjem og få bekræftet, hvor mange fabelagtige mennesker mit danske liv er fyldt med. Planen om at overraske den inderste del af min vennekreds kunne næsten ikke været gået bedre, og hvor har jeg bare nogle dejlige videoer at se tilbage på. Jeg kunne ikke andet end at gå i seng fyldt til renden med kærlighed og glade tanker. Det kan godt være, at det er en lidt trist følelse at sidde og se alle VM-kampene på tv, men jeg havde i forvejen ikke kunne skaffe billetter, og i sidste ende havde jeg mere brug for bare at fokusere på mig selv. Nu vil jeg glæde mig til at feste igennem og bunde nogle flasker blå gajol her, når alle er færdige med deres eksaminer, og der for alvor er sommerferie. Nu smutter jeg på weekendtur til København med min savnede veninde Katrine for lige at få gaderoben tilbage på rette spor. Lige nu nyder jeg egentlig bare min lange sommerferie fuldt ud og fortryder intet. De mange grillaftner, frokoster, shoppeture og familieaftener i det bedste selskab er præcis, hvad jeg har brug for. Jeg smiler til op over begge ører for tiden, og der er så mange jeg stadig mangler at ”rende ind i” de næste par uger, og jeg kan slet ikke vente.

Jeg vil om et par uger skrive et sidste indlæg, når jeg også ved mere om, hvad der kommer til at ske med min blog. Planen er, at den lukker ned, når jeg er kommet ordentlig på plads, men jeg holder den lige kørerende indtil, jeg finder ud af flere detaljer omkring min bogudgivelse osv. Nu kan I nyde disse dejlige videoer af mine overskønne venner. Knus og kram og tusinde glade sommertanker.

video

video

video

video

video